Her kan jeg rase og kaste med fiktive knive.
Jeg kan sågar kradse min arm til blods uden nedslåede blikke.
Her behøver jeg ikke undskylde eller gå i panik over det, jeg påfører dem, jeg holder af.
For her behøver de ikke komme.
De kan vælge at blive væk.

Her kan jeg lufte erindringen, som jo alligevel ikke går væk, blot jeg undertrykker den længe nok.
Her kan jeg forblive alene og ikke opleve smerten ved at blive forladt midt i et ord.
Her behøver jeg ikke tvivle på, om jeg har forstået budskabet.
Jeg ser ikke effekten af rasende ord.
Jeg ser ikke tvivlen i jeres blik.

Nerveender, som hænger løseligt om min krop.
Dem kan jeg vælge at stikke skråt. Hvem skulle standse mig her?

Jeg kan gentage i en uendelighed, hvis jeg vil. Til den dag, det er nok, hvis det nogensinde bliver.
Jeg kan gentage og fortælle og skrible det ned. Og nogen derude vil se det. Nogen vil læse og andre vil gå. Men det er mit.

Jeg kan tude og skrige og smide mig på gulvet.
Hvis det er det, der skal til.
Kun væggen er mit vidne her.
Hvis den holder.

Jeg kan læse og undersøge og prøve at forstå.
I gylden ensomhed.
Og når det overvælder, kan jeg lade mørket vugge mig i søvn.
Jeg har kun min egen hånd at holde her.
Skammen kradser ikke andre huller end dem, jeg har i forvejen.

Her skubber jeg kun ord foran mig.
Og kun ord kan finde vej til mig.

Jeg har det ad helvede til, for at sige det ligeud. Jeg har lyst til at vende rundt på en tallerken, men opdager at den er en drejeskive, som truer med at slynge mig af og knuse mig mod verdens væg. Det er vist kun centrifugalkraften, som holder mig indenbords. Kun min vilje som holder mig oprejst. Jeg vil ikke knuses!
Det føles som om jeg er en dør der lukker og en anden som åbnes. Det føles som om jeg selv træder over tærsklen, igen og igen.
Jeg føler mig så malplaceret i verden. Mit eget helt personlige freakshow, og det eneste vidne er mit fragmenterede jeg.
Alt er fint på overfladen. Alt er som det skal være. Jeg passer mit arbejde og mit liv.
Jeg agerer voksent og fornuftigt, mens alt smuldrer indeni mig. Jeg opdager det ikke en gang selv. Det er så paradoksalt og det føles sygt!

Jeg sover dårligt eller slet ikke. Jeg kommer igennem dagene uden at vide hvordan. Jeg har et fixpunkt i horisonten, som er en øde ø på et oprørt hav, hvor jeg lige akkurat kan slæbe mig op, for bare at få en stunds pause. Men det er en stakket frist. Det er kun et øjebliks helle, inden jeg plumper i vandet igen. Jeg orker ikke og kan alligevel ikke andet.

Der kommer ikke nogen supertanker og hiver mig i land. Jeg kommer ikke engang med som blind passager. Der bliver allerhøjst kastet en krans i vandet, jeg kan træde vande ved. Med armene slynget rundt om de glatte kanter.

Og jeg småklukker ved tanken om det kor af indre violiner som akkompagnerer min klagesang. Offer. Ynk. Årh hvor er jeg træt af mig!

Men jeg gør, for jeg bør. Direkte pendulfart fra seng til bad og tøj og trætte plagede øjne, som stirrer bagved spejlet. I gangen skriger katten på mad og omsorg. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke i dag. Katten skriger mig direkte ind i knoglerne, ind bag panden, ud af livet. Så jeg hvisler: “Hold så kæft!” til hun smutter, på trippende fine hvide poter. På parketgulv. Med samvittighedslyd lige ind i mit stenhårde hjerte.
Jeg er blæver og gele og tårerne står mig i øjnene; de trætte, bag spejlet, bagved livet som går igang. Nu.

“Skal jeg ikke køre dig?” råber kæresten bag den smækkede dør.
Men jeg kan ikke i dag. Kørsel er øjne som svømmer over, og et liv som ikke kan komme afsted. Arbejdet som kalder og følelser jeg er nødt til at drukne. Så jeg drukner på bagsædet af en taxa med tavs chauffør. Til tiden.

Klar. Parat. Social. Arbejder.
fra 7:00 til 15:45 hvor kærestens sms skruer mig ud af fatning: “Er du på vej hjem?”
Ja. Men nej. Jeg skulle lige … og det skal hun også – kæresten – lige. Noget andet, med en medarbejder som holder op, inden hun kommer hjem, kæresten. Rod. Ord. Mest rod.

Busstoppested. Stedet hvor 2 unge mænd står alt for tæt på mig og blærer sig med at skulle for retten. Voldtægt. Uden skyggen af anger. Højtråbende: “Hey kommer du ikke og støtter, mand?!”
Mit blik er på uendeligt til jeg langsomt får kroppen i gang. På den anden side, om på den anden side. Ikke ubemærket. Jeg ser at de ser og griner.
Jeg kan ikke mønstre vrede, kun angst.
Kæreste! Kom med stor farlig savlende livsglad hund og hent mig! Jeg tør ikke stå af bussen!
Men telefonen er tavs, og jeg ender med at turde. For jeg burde. Stå af.

Og der er livsglad hund og sultne katte bag døren. Der er opvaskemaskine som bliver tømt for at gøre kæresten glad. Hund som bliver luftet og en lort i pose. Trætte fødder og øjne som svømmer over. Ord som klinger fra i går og dage før. Samvittighed og alt for hårde ord som jeg slet ikke mener. Et undskyld som klinger hult i tomme rum. En lomme jeg ville ønske at kunne være i.
Der er mit dynebetræk på sengen i rummet som stinker af fortid. Der er noget ingen kan forstå. Og jeg ville ønske at jeg turde sige at det flår mig i stykker, som det lagenet ligger på. Hullet og beskidt og plettet. Som jeg.

Men jeg har ingen ord, og selvom jeg havde, var der ingen plads. For der er drengen og kæresten og X-factor på TV. Der er en flugt, fordi jeg har revner så dybe, at det ville blæse dem omkuld. Der er et “jeg er okay, bare træt” og en løgn som er til at gennemskue, men som bare hænger.

Og der er en sen nattetime som nu. Hvor ord som ikke kan rummes siver ud.