Snørebånd
Jeg troede du var gået!
råbte jeg og faldt i bundne
snørebånd
Mens du smilede
du smilede og jeg sank
under huden
og forsvandt
Det var godt nok og sikkert sådan det skulle være
Men jeg forstod det aldrig
Jeg råber ikke mere
Jeg tror du er gået
sagde jeg
og der blev stille
Dine øjne sank
under huden og forsvandt
Jeg rejste mig og lo men forstod kun dette:
Du var gået
Og jeg løber
Her er koldt
Du er stille
Du troede jeg var gået!
råbte du og faldt i dine
snørebånd
Mens jeg smilede
Jeg smilede og du sank
under huden
og forsvandt
Det var godt nok og sikkert sådan det skulle være
Men du forstod det aldrig
Du råber ikke mere
Du tror jeg er gået sagde du
og der blev stille
Mine øjne sank
under huden og forsvandt
Du rejste dig og lo men forstod kun at:
Jeg var gået
Og vi løber
Her er koldt
Og meget stille
Jerntæppet
Hun har strakt sine hænder ud bag jernmasken
Se mig
hør mig
grib min hånd
Men gulvet har grebet
hun
som ingenting hører
og ord skraber hårdt mod hendes fødder
Kravler ind
lukker ude
med propper i ørerne
Musikken daler med nervetråde i ensomhed
Livet ender
Hun har læst bag jerntæppet men ikke set
Og hvor skal jeg begynde?
Hvordan får jeg sagt at jeg ikke vil tale om det som jeg ikke selv bringer?
Hvordan får jeg sagt at det er mit?
Ord som lammer
Hænder som hamrer
Ord som larmer
at jeg skal holde op
Nu!
Hold op!
Nu!
Hold så op!
Hvorfor griber hun mig ikke?
Skam
Det er skam fordi jeg ved det med ord
Du ved jo godt hvad jeg mener! Siger hun og spytter tågede og tornede skamsyle ud
Gennemborer min hud og mine fødder
som værker af muskler i kamp
Ikke sparke
Ikke gå
Så jeg sidder
Og væggene vælter
Ordene størkner
Alting forsvinder
og år bliver mørke.
Hun giver alt og jeg giver op
eller også er det omvendt
Jeg er omvendt
Jeg er vendt om
Jeg kvæles og kvæler
Og ord tørrer ind
År rives ud
sår rives op
rødder rives bort
Tid!
Hvorfor griber hun mig ikke?
Hænder holder min hals ned ad trappen
Ikke græde
ikke se
ikke skylle bort under dråberne fra himlen som ikke græder for mig
men for alle de som sprang
Jeg tør ikke springe
Længsel
Vand
Det er ikke nok
Dybder
For mange mennesker
Børn som samler døde sjæle op
Jeg kan ikke
Jeg må ikke
Falder
Døde mørke menneskemasker
Hun lovede mig
Hun lovede mig!
Fatamorgana i en vellignende maske
En længsels
illusion
Et fængsel og en mand som griber børn i ben som ikke holder
Endnu
Jeg er ikke stærk nok
Jeg er så lille
Hvorfor greb du mig ikke?
Hvorfor slap du min hånd?
Broen kalder
Jeg vakler
Toget tordner
Jeg vakler
Vandet siver
Jeg ...
Jerntæppet smulrer
Livet ender
Det var mit
Forsvar
De er uden for vinduet igen
Jeg hører deres grin
og den skydetingest
de har med sig
En hul lyd
noget som skydes ud
gennem et rør
Hunden er bange
og jeg er bange
for at de kan se gennem gardinet
Lasede beskidte gardiner
Jeg holder hunden tæt
så han ikke giver efter
for trangen til at kigge ud
gø
gå amok
forsøge at skræmme bort
Jeg tror de har gjort det mens jeg ikke har været hjemme
Jeg tror de har stået derude
mens hunden er gået amok
i forsvarsangst
Jeg tror de ved
at jeg sidder her
bag lasede gardiner
og forsøger at holde sammen
på alt det jeg gemmer herinde
Og alt er angst
Galoperende angst
Nogen har smidt en seddel ind gennem brevsprækken
"Din lejlighed stinker!
Gør dog rent
dit svin"
Skam
jeg kravler langs væggen
Slukker lyset
Synker ned
Forslået
Står nøgen
og drypper ild
på gulvtæppet
gul farve
brænder
mine ben
Nu mærkes jeg
for livet
og ned
Fødder på knæene
skraber gulvtæppets
hud
De hører mig
ikke
jeg krøller afsvedent
ned
i madrassen
som forenet
forstenet
i fred
Står nøgen
og drypper is
på gulvtæppet
Blå farve
køler
mine ben
Nu mærkes jeg
for livet
og ned
Fødder på knæene
Mærker gulvtæppets
hud
De hører mig
ikke
jeg krøller forfrossent
ned
i madrassen
som forenet
forstenet
i fred
Brudt ud og bragt ind
Har du vasket dig?
Kan du huske mig?
jeg er brudt ud og bragt ind
og jeg ryster
på hovedet
på hænder
i hver en celle
Jeg tror mit hår er vådt
men dråben rækker ikke så langt
som hånden
og
en lynlås
og et brændende blik
og jeg skal tørre det sorte af fjæset
klippe mit hår
vende mig rundt
og bare danse
tårer løber ingen vegne
og stenen har fortrudt
jeg kravler ind
bag mine øjne
og låser
jeg er brudt ud og bragt ind
Hvem er det som skriger?
Hvem husker nu?
Hvem er brudt ud og bragt ind
Hvem er det som ryster
på hovedet
på hænder
i hver en celle ?
Hvorfor er mit hår vådt?
Hvorfor rækker dråben ikke længere
End hånden
og
en lynlås
og et brændende blik ?
Hvem skal tørre det sorte af fjæset ?
klippe sit hår
vende rundt
og bare danse ?
tårer løber alle vegne
og stenen har måske fortrudt?
Hvem kravler ind
bag mine øjne
og låser?
Hvem er brudt ud og bragt ind?
jeg er brudt ud og bragt ind
i en tremmeseng?
Depersonalisation
10 år i helvede
Hvor ingen så ind
og jeg ikke så ud
Hvem kan bære min virkelighed
Hvem er jeg?
Fra det år hvor hun slog mig ihjel
Hvirvel ned ned ned
Ingenting at kunne
Bare ligge på madras
som komposterede under mig
Svævende over hullet i gulvet
Jeg ville ikke
Jeg kunne ikke lade være
Jeg ville hende så gerne
men hun var så ødelagt
10 år
Hvor ingen så ind
og jeg ikke så ud
Jeg kunne ikke komme tæt nok på
og så blev det alligevel for tæt
Hvem vil bære min virkelighed sammen med mig
hvem vil bære den?
så det kan blive mit
og ikke bare en del af en erindring
som ikke føles hel
Jeg er en anden
som levede sit liv
i den krop
som vist er min
Rådden
Hvem kan bære min virkelighed
Hvem er jeg?
Fragmenter af noget bagefter
hvor hun troede jeg havde taget livet af mig
Det føles som tåge
Jeg har kun fragmenter
Og alt gik til grunde
Jeg gik til grunde
Jeg kunne ingenting
Jeg følte mig som levende død
Levende råddent kød
Råddent
Og der er gråd i min hals
Jeg holdt aldrig op med at savne hende
Som sad
Ildelugtende i en bus
så mange år efter
Uigenkendelig
Hun så mig ikke
Jeg flygtede ud
Og nu er hun død
Men jeg lever
Jeg kom ud
Hvem vil bære min virkelighed sammen med mig
hvem vil bære den?
så det kan blive mit
og ikke bare en del af en errindring
som ikke føles hel
Ikke mig
En anden
som levede sit liv
i den krop
som vist er min
Hvem kan bære min virkelighed
Hvem er jeg?
Det er som om jeg bliver liggende
mens de taler om
at de har kontaktet en
der skal hjælpe dem med at være med mig
Men ingen taler med mig
Og det er noget
som bare forsvinder over tid
Til den dag jeg selv går amok
og punkterer fire dæk
Tæver ham i fuld offentlighed på et værtshus
mens en ven holder ham fast
Mine knoer bløder
Og han tager bare imod
Men jeg tror jo ikke på vold
Jeg tror slet ikke på noget længere
Og samme ven giver mig en lille bombe
pakket ind i toiletpapir
som jeg sluger
Pludselig er verden min
og jeg synger ved klaveret på en jazzklub
i virkeligheden vil jeg bare hjem
Men hvor er det?!
Hvem vil bære min virkelighed sammen med mig
så det kan blive mit
og ikke bare en del af en erindring
som ikke føles hel
Hvis jeg bare kan blive tydelig nok
Hvis det kan blive andet end fragmenter
Før
hvad fanden var før?!
Jeg forstår ingenting
10 år i helvede
Hvor ingen så ind
jeg kom ud
Bagved
“Hello … is there anybody out there …?”
Jeg hører ingenting og alting og ramler søvndrukkent Pink Floyd og virkeligheden på gulvet.
Endnu en dag.
Jeg tror ikke jeg kan.
Men jeg gør,
for jeg bør.
Direkte pendulfart fra seng til bad og tøj og trætte plagede øjne, som stirrer bagved spejlet.
I gangen skriger katten på mad og omsorg.
Men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke i dag.
Katten skriger mig direkte ind i knoglerne, ind bag panden, ud af livet.
Så jeg hvisler: Hold så kæft!
til hun smutter,
på trippende fine hvide poter.
På parkétgulv.
Med samvittighedslyd lige ind i mit stenhårde hjerte.
Jeg er blæver og gelé og tårerne står mig i øjnene;
de trætte, bag spejlet,
bagved livet som går igang.
Nu.
Skal jeg ikke køre dig? råber kæresten bag den smækkede dør.
Men jeg kan ikke i dag.
Kørsel er øjne som svømmer over, og et liv som ikke kan komme afsted.
Arbejdet som kalder og følelser jeg er nødt til at drukne.
Så jeg drukner på bagsædet af en taxa med tavs chauffør.
Til tiden.
Klar.
Parat.
Social.
Arbejder.
fra 7 til 16 hvor kærestens sms skruer mig ud af fatning:
Er du på vej hjem?
Ja.
Men nej.
Jeg skulle lige …
og det skal hun også
kæresten
lige
Noget andet,
med en på arbejdet som holder op,
inden hun kommer hjem,
kæresten.
Rod.
Ord.
Mest rod.
Busstoppested.
Stedet hvor 2 unge mænd står alt for tæt på mig og råber op.
Jeg kan ikke mønstre vrede,
kun angst.
Kæreste!
Kom med stor farlig savlende livsglad hund og hent mig!
Jeg tør ikke stå af bussen!
Men telefonen er tavs, og jeg ender med at turde.
For jeg burde.
Stå af.
Og der er livsglad hund og sultne katte bag døren.
Der er opvaskemaskine som bliver tømt for at gøre kæresten glad. Hund som bliver luftet
og en lort i pose.
Trætte fødder og øjne som svømmer over.
Ord som klinger fra i går og dage før.
Samvittighed
og alt for hårde ord
som jeg slet ikke mener.
Et undskyld som klinger hult i tomme rum.
En lomme jeg ville ønske at kunne være i.
Der er noget ingen kan forstå.
Og jeg ville ønske at jeg turde sige at det flår mig i stykker.
Men jeg har ingen ord,
og selvom jeg havde,
var der ingen plads.
For der er drengen og kæresten og X-factor på TV.
Der er en flugt, fordi jeg har revner så dybe,
at det ville blæse dem omkuld.
Der er et
jeg er okay, bare træt
og en løgn
som er til at gennemskue,
men som bare hænger.
Og der er en sen nattetime
som nu.
Hvor ord som ikke kan rummes
siver ud
Uddød
Jeg er så fandens vred på dig
for ikke at gi’ efter
for forståelsen
endnu en gang
jeg har forstået mig
helt i smadder
forstået dig frem
til en tilgivelse
jeg ikke ku’ bruge
til en skid
jeg har forstået mig i stykker
og der er ikke mere
at gi’ af
nu er jeg her
med et barns følelsesliv
i hænderne
det skriger
det slår
det vil mærkes
jeg tør ikke føle det
af skræk
for at sende dig
helt ud i intetheden
jeg har forstået mig i stykker
og hvis jeg slipper det nu
forsvinder du
du havde en bog på reolen
“Mor, kan du høre mig?”
men du så mig ikke
du hørte mig ikke
du skrev:
vi kaldte dig tilbage
du gav liv
du kunne ikke dø
du tog fejl
jeg havde givet op
at kalde
på en måde
var du allerede død
jeg er så fandens vred
dit liv skulle forstås
mit bliver til afstand
til opslag
til tegn
ingen svarer på
Ingen kan forstå
du skulle ha’ hentet mig hjem
da jeg vandrede i natten
du sku’ ha’ beskyttet
dit vilde barn
nu gør jeg det selv
mens jeg kvæles
i vreden
mens det vælter ud
andre steder
i andre rum
ensom
tosomhed
jeg har forstået mig i stykker
jeg har forstået dig i stykker
og når jeg slipper det nu
forsvinder du
Views: 22