Vækkeuret larmer kl. 05:30: “Hello … is there anybody out there …?”
Jeg hører ingenting og alting og ramler søvndrukkent Pink Floyd og virkeligheden på gulvet. Endnu en dag. Jeg tror ikke jeg kan.
Men jeg gør, for jeg bør. Direkte pendulfart fra seng til bad og tøj og trætte plagede øjne, som stirrer bagved spejlet. I gangen skriger katten på mad og omsorg. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke i dag. Katten skriger mig direkte ind i knoglerne, ind bag panden, ud af livet. Så jeg hvisler: “Hold så kæft!” til hun smutter, på trippende fine hvide poter. På parketgulv. Med samvittighedslyd lige ind i mit stenhårde hjerte.
Jeg er blæver og gele og tårerne står mig i øjnene; de trætte, bag spejlet, bagved livet som går igang. Nu.
“Skal jeg ikke køre dig?” råber kæresten bag den smækkede dør.
Men jeg kan ikke i dag. Kørsel er øjne som svømmer over, og et liv som ikke kan komme afsted. Arbejdet som kalder og følelser jeg er nødt til at drukne. Så jeg drukner på bagsædet af en taxa med tavs chauffør. Til tiden.
Klar. Parat. Social. Arbejder.
fra 7:00 til 15:45 hvor kærestens sms skruer mig ud af fatning: “Er du på vej hjem?”
Ja. Men nej. Jeg skulle lige … og det skal hun også – kæresten – lige. Noget andet, med en medarbejder som holder op, inden hun kommer hjem, kæresten. Rod. Ord. Mest rod.
Busstoppested. Stedet hvor 2 unge mænd står alt for tæt på mig og blærer sig med at skulle for retten. Voldtægt. Uden skyggen af anger. Højtråbende: “Hey kommer du ikke og støtter, mand?!”
Mit blik er på uendeligt til jeg langsomt får kroppen i gang. På den anden side, om på den anden side. Ikke ubemærket. Jeg ser at de ser og griner.
Jeg kan ikke mønstre vrede, kun angst.
Kæreste! Kom med stor farlig savlende livsglad hund og hent mig! Jeg tør ikke stå af bussen!
Men telefonen er tavs, og jeg ender med at turde. For jeg burde. Stå af.
Og der er livsglad hund og sultne katte bag døren. Der er opvaskemaskine som bliver tømt for at gøre kæresten glad. Hund som bliver luftet og en lort i pose. Trætte fødder og øjne som svømmer over. Ord som klinger fra i går og dage før. Samvittighed og alt for hårde ord som jeg slet ikke mener. Et undskyld som klinger hult i tomme rum. En lomme jeg ville ønske at kunne være i.
Der er mit dynebetræk på sengen i rummet som stinker af fortid. Der er noget ingen kan forstå. Og jeg ville ønske at jeg turde sige at det flår mig i stykker, som det lagenet ligger på. Hullet og beskidt og plettet. Som jeg.
Men jeg har ingen ord, og selvom jeg havde, var der ingen plads. For der er drengen og kæresten og X-factor på TV. Der er en flugt, fordi jeg har revner så dybe, at det ville blæse dem omkuld. Der er et “jeg er okay, bare træt” og en løgn som er til at gennemskue, men som bare hænger.
Og der er en sen nattetime som nu. Hvor ord som ikke kan rummes siver ud.