Dette er et ældre dagbogsnotat, som nu er blevet til en sang:

Jeg har det ad helvede til, for at sige det ligeud. Jeg har lyst til at vende rundt på en tallerken, men opdager at den er en drejeskive, som truer med at slynge mig af og knuse mig mod verdens væg. Det er vist kun centrifugalkraften, som holder mig indenbords. Kun min vilje som holder mig oprejst. Jeg vil ikke knuses!
Det føles som om jeg er en dør der lukker og en anden som åbnes. Det føles som om jeg selv træder over tærsklen, igen og igen.
Jeg føler mig så malplaceret i verden. Mit eget helt personlige freakshow, og det eneste vidne er mit fragmenterede jeg.
Alt er fint på overfladen. Alt er som det skal være. Jeg passer mit arbejde og mit liv.
Jeg agerer voksent og fornuftigt, mens alt smuldrer indeni mig. Jeg opdager det ikke en gang selv. Det er så paradoksalt og det føles sygt!

Jeg sover dårligt eller slet ikke. Jeg kommer igennem dagene uden at vide hvordan. Jeg har et fixpunkt i horisonten, som er en øde ø på et oprørt hav, hvor jeg lige akkurat kan slæbe mig op, for bare at få en stunds pause. Men det er en stakket frist. Det er kun et øjebliks helle, inden jeg plumper i vandet igen. Jeg orker ikke og kan alligevel ikke andet.

Der kommer ikke nogen supertanker og hiver mig i land. Jeg kommer ikke engang med som blind passager. Der bliver allerhøjst kastet en krans i vandet, jeg kan træde vande ved. Med armene slynget rundt om de glatte kanter.

Og jeg småklukker ved tanken om det kor af indre violiner som akkompagnerer min klagesang. Offer. Ynk. Årh hvor er jeg træt af mig!