Alt, der ikke må siges højt, kan jeg sige her.
Her bestemmer jeg selv.
Her vælter jeg kun for mit eget blik.
Ord er nådige på den måde.
Måske kan jeg så sidde i strakt arm og lyse rent i virkeligheden. Måske kan jeg smile og tale om alt, der er godt. Alt, der er blevet godt.
At være på vej, at have overstået, at mærke jord og forbindelse og relation.

Her kan jeg rase og kaste med fiktive knive.
Jeg kan sågar kradse min arm til blods uden nedslåede blikke.
Her behøver jeg ikke undskylde eller gå i panik over det, jeg påfører dem, jeg holder af.
For her behøver de ikke komme.
De kan vælge at blive væk.

Her kan jeg lufte erindringen, som jo alligevel ikke går væk, blot jeg undertrykker den længe nok.
Her kan jeg forblive alene og ikke opleve smerten ved at blive forladt midt i et ord.
Her behøver jeg ikke tvivle på, om jeg har forstået budskabet.
Jeg ser ikke effekten af rasende ord.
Jeg ser ikke tvivlen i jeres blik.

Nerveender, som hænger løseligt om min krop.
Dem kan jeg vælge at stikke skråt. Hvem skulle standse mig her?

Jeg kan gentage i en uendelighed, hvis jeg vil. Til den dag, det er nok, hvis det nogensinde bliver.
Jeg kan gentage og fortælle og skrible det ned. Og nogen derude vil se det. Nogen vil læse og andre vil gå. Men det er mit.

Jeg kan tude og skrige og smide mig på gulvet.
Hvis det er det, der skal til.
Kun væggen er mit vidne her.
Hvis den holder.

Jeg kan læse og undersøge og prøve at forstå.
I gylden ensomhed.
Og når det overvælder, kan jeg lade mørket vugge mig i søvn.
Jeg har kun min egen hånd at holde her.
Skammen kradser ikke andre huller end dem, jeg har i forvejen.

Her skubber jeg kun ord foran mig.
Og kun ord kan finde vej til mig.